Fem kvinde på Mississippi
Sensommerudstilling 16. august – 21. september med malerier, akvareller, linoleumstryk og keramik. Samtidig fortsætter Årets Pressefoto
En enkelt kunstner vil publikum kunne genkende, når kunst- og kulturstedet Mississippi på Thyholm 16. august holder fernisering på sin sensommerudstilling – nemlig Rosamynte Munch. Hun, som er fra Vejle, deltog i Mississippis censurerede udstilling i 2023. Her vandt hun censurkomiteens 2. præmie for sine billeder med motiver fra bl.a. storbyen.
Nu er hun altså igen på Thyholm – med følgeskab af fire andre kvindelige kunstnere:
Anne-Grete Gadsbøl, Roskilde (akvarel), Birthe Jarlbæk, Borre på Møn (oliemaleri, klassiske blomsterbilleder), Britta Ortiz, Holbæk (linoleumssnit) og Egle Urbonaviciute, Hårup ved Aarhus (keramik).
I den gamle skoles gymnastiksal vises fortsat udstillingen Årets Pressefoto, som Mississippi hentede hjem fra Den Sorte Diamant i København.
Klatter og dryp en del af værket
Mere om Rosamynte Munch, som øvrigt er kandidat i antropologi: Hun er optaget af mennesker i hverdagssituationer, som oftest fotograferet i det offentlige rum. I atelieret arbejder hun videre ud fra fotografiet og ”læser” sine egen fortælling ind i et motiv. Et billede bliver således ”en gengivelse af lyset, stemningen, følelsen og energien,” har hun forklaret i en artikel i Kunstavisen. Hun nævner også, at selve maleprocessen – penselstrøg, enkelte klatter og dryp, løbere - samtidig bliver en del af værket.

Anne-Grete Gadsbøll henter hovedsagelig motiver fra naturen. Igen med citat fra Kunstavisen: ”Mine akvareller er lyse og lette, da jeg er så heldig at bo i Danmark og færdes på land eller i en robåd og derfor oplever naturen som skønhed. Jeg føler en glæde derved, som jeg prøver at gengive i mine.” Motiverne med fugle, lys og vand henter hun ofte på Roskilde Fjord.

Porcelænsmaler blev blomstermaler
Birthe Jarlbæk er blomstermaler og inspireret af Guldalderens danske blomstermalere, som igen hentede deres inspiration i barokkens malerkunst samt i nederlandsk blomstermaleri fra 1500- og 1600-tallet. Hendes malerier står stærkt i komposition og maleteknik, i gengivelsen af blomsternes farver og tekstur og i kontrasten mellem dem og en rolig mørk baggrund.
Hun gengiver ikke blomster - og frugter, som også indgår - fuldstændigt naturalistisk, men giver dem et ”twist” og lader ofte musselmalet porcelæn indgå i billedet. Vel en hilsen til Den Kgl. Porcelænsfabrik (nu Royal Copenhagen), hvor hun i 25 år arbejdede som porcelænsmaler på netop det muslingmalede. Desuden arbejdede hun i udviklingsafdelingen.
Hun var ansat på fabrikken, samtidig med, at hun løb sit firma i gang. Fra 1990 blev hun selvstændig, og i 2004 flyttede hun til Møn, hvor hun har værksted, en netbutik med hånddekorerede ting i glas og porcelæn og en fysisk butik. Hun underviser desuden i blomstermaling og holder foredrag.
Håndmalede påskeæg er en vare, hun har produceret alle årene. Omkring 1990 begyndte hun at levere æg til blomsterkunstneren Erik Bering. Efter et par år spurgte han, om hun kunne male blomstermalerier.
”Det var ikke ligetil, og der var ingen lærebøger i den kunst, men efter at have øvet mig i et par år mente jeg, at jeg kunne være bekendt at udstille dem,” fortæller hun. ”Udstillingen var en succes, malerierne var hurtigt solgt. Siden har jeg med stor glæde fortsat, og jeg holder adskillige kurser i blomstermaling hvert år.”

Begge hjernehalvdele Bruges
Britta Ortiz' linoleumstryk er fortællinger om mennesker, natur, liv, skønhed, følelser - og i et større perspektiv alle ting forbundet.
Hun er uddannet læge, har en supplerende uddannelse i psykologi og desuden en master i sundhedsantropologi.
Med kunsten får hun brugt begge hjernehalvdele, den kreative og den logiske-analytiske. ”Det er nødvendigt, hvis jeg skal fungere optimalt,” har hun forklaret i et interview.
Frem til 1998 arbejdede hun som kliniker på forskellige hospitaler. Derefter har arbejdet med forebyggelse inden for områderne kost, vægt, motion og stress. Siden 2006 har hun desuden arbejdet med forskellige emner i forhold til sygehusvæsenet og samarbejdet mellem det primære og det sekundære sundhedsvæsen.

Udstillingens femte kunstner Egle Urbonaviciute er som nævnt keramiker – men af profession landskabsarkitekt, ansat på en tegnestue i Aarhus.
Hun voksede op i Litauen og blev kandidat i landskabsarkitektur fra universitetet i kystbyen Klaipeda. Derefter supplerede hun med en bachelor i ”urban design” fra universitetet i hovedstaden Vilnius for så at runde af med en bachelor fra Arkitektskolen i Aarhus.
Som kunstner har hun defineret sig gennem et minilandskab, en frodig fantasiverden, som hun kalder Slow Panic Ceramics. Her møder vi værker med surreale væsener med genkendelige træk fra menneske-, dyre- og planteverdenen, men ellers åbne for fortolkning.
Årets Pressefoto fortsætter
Og så fortsætter Årets Pressefoto 2024. Mississippi kan for tredje år i træk vise dette fantastiske udvalg af pressefotos.
Selve Årets Pressefoto huskes vel bedre end andre. For det er danmarkshistorie. Billedet er taget af Politiken-fotografen Mads Nissen og viser dét møde i Statsrådet, hvor dronning Margrethe – der jo har abdiceret - overlader pladsen til kronprinsen, nu kong Frederik X.
Han sidder med et uudgrundeligt udtryk i ansigtet. Ved sin side har han kronprins Christian – og i baggrunden forlader dronningen lokalet, med stok i højre hånd og håndtaske i venstre.
Andre af Mads Nissens prisvindende fotos er en serie fra 14. januar 2024. Dronningen har overladt tronen til sin ældste søn, som træder ud på balkonen mod Amalienborg Slotsplads og hyldes af 170.000 danskere, mens 3 mio. følger med på TV.
Men udstillingen viser jo meget andet: Personer og situationer, dramaer og idyller, krige, kriser og fredelig hverdag – alt dét, som gennem et år udfolder sig på danske og udenlandske scener.
Sommerferie i Mississippi
Udstillingen vises 16. august – 21. september
Fernisering 16. august kl. 14
Adresse: Jupitervej 26, Uglev, 7790 Thyholm
Åbningstider: Torsdag, fredag, lørdag og søndag kl. 13.30-17.00

















.jpg)









