Mississippi mangler frivillige
Thyholm i Bevægelse afholder et infomøde torsdag den 27. august kl. 19,00 på Mississippi med det formål at finde flere frivillige.
Bruno Nordensgaard, formand for den selvejende institution Thyholm i Bevægelse, oplyser at der er behov for flere frivillige, hvis der skal ske en udvikling af kunst- og kulturcenter Mississippi. Planen var at der skulle etableres en antikvarisk boghandel og kreative værksteder i kælderen. For at komme videre med disse planer skal der bruges flere hænder.
På det planlagte møde vil der blive orienteret om hvilke opgaver de frivillige løser nu og hvilke opgaver der skal løses i fremtiden.
Der vil også blive snakket om hvordan man skal forholde sig hvis man er på efterløn og godt kunne tænke sig at blive frivillig.