|
Censorerne havde kridtet skoene
Mississippi har inviteret kunstnere over hele landet til at deltage i Mississippis første censurerede kunstudstilling, der har fernisering lørdag den 28. maj kl. 14.00. Udstillingen varer frem til den 19. juni og der åbent hver fredag, lørdag og søndag kl. 13.30-17.00.
Før man kan kunne gå i gang med at placere den indleverede kunst, skulle der ske en udvælgelse af de mange indleverede kunstværker. Der var indsendt kunst i følgende kategorier: maleri, tegning, grafik, foto, skulptur, kunsthåndværk og tekstil.
Geografisk er der kommet kunst fra Sønderjylland, Fyn, Østjylland, Nordjylland og fra Vestjylland. Denne udvælgelse har censorerne foretaget i weekenden 21. og 22. maj.
Der var indsendt 235 kunstværker af 48 kunstnere, så det var et hårdt arbejde, som censorkomiteen har udført i weekenden. Der har været ført mange diskussioner frem og tilbage før man blev enige om de udvalgte kunstværker.
Censorkomiteen bestod af:
Else Ploug Isaksen, underviser ved Aarhus Kunstakademi, billedkunstner
Peter Lunding, underviser ved Aarhus Kunstakademi, arkitekt, billedkunstner
Lisbeth Gjørtz Fast, Aalborg, billedkunstner
Komiteen skulle egentlig have bestået af fire censorer, men billedkunstner Asbjørn K. Jensen, Aalborg, måtte sende afbud grundet sygdom.
Lisbeth Gjørtz Fast, Else Ploug Isaksen og Peter Lunding foretog en første gennemgang og frasortering om lørdag og så blev der foretaget en finsortering og søndagen.
Bruno Nordensgaard, formand for Mississippi, oplyser at der blev antaget 67 kunstværker udført af 27 kunstnere. Der er tale om en bred udvælgelse inden for kategorierne, billedkunst, grafik, foto, skulptur, kunsthåndværk og tekstil. Censorerne lagde meget vægt på at finde ny former, det overraskende og samtidsaktuelle udtryk.