Sensommer udstilling på Mississippi
Fredag den 9. september har Mississippi fernisering kl. 16.00-18.00 på sensommerudstillingen September Look med 5 kunstnere på plakaten. Udstillingen kører frem til søndag den 9. oktober. I hele udstillingsperioden er der åbent fredag, lørdag og søndag kl. 13.30-17.00.
De 5 kunstnere er hentet i Kolding, Viby, Viborg og Risskov.
Der er tale om kunstnere med forskellige baggrunde, uddannelser og med mange meget forskellige udtryksformer.
Følgende kunstnere udstiller:
Lis Bramsen, billedkunst
Birthe Reinau, billedkunst
Bent Jessen, skulptur
Marianne Schneider, billedkunst
Elisabeth Wegger, billedkunst
Lis Bramsen er en gammel kending, da hun udstillede sidste år. Lis bor i Viby.
Hun arbejder med meget få farver (2-3 farver - f.eks. rød og grøn og blandingerne som opstår i forbindelse med dem) og finder det interessant at opløse og antyde motivet.
Opløsningen af motivet understøttes af at materialet (farven og penselstrøgene) også synes at være under opløsning. Malingen løber og opløser motivets form.
Birthe Reinau bor i Risskov og er uddannet på Kunsthøjskolen i Holbæk, Kunsthåndværkerskolen i Kolding og Grafisk Skole i Århus.
Birthes arbejdsområder er maleri, grafik, fotogravure, fotoemulsion.
Til denne udstilling har hun medtaget forskellige billedserier: Nogle malerier er inspirerede af sejlskibs- og søfartstraditionen på Fanø, et liv som har bragt mange af øboerne vidt omkring i verden. Nogle malerier er fra et af opholdene i Japan, hvor hun til helfigurs portrætterne har haft japanske kolleger som modeller. En anden billedserie er fra et ophold i Berlin.
I fotopolymergravurene er brugt motiver fra Polen. Og i raderingerne har hun arbejdet med skitser af portrætter af cubanske kolleger samt et selvportræt.
Bent Jessen udstiller skulpturer i sten og bronze. Han har værksted i Viborg og København. Det er stærke ansigter i granit og kvarsit samt bronze. Ansigternes udtryk er mytologiske og giver erindringer om ansigter på gamle døbefonte og i kirker.
Bronzearbejdernes formsprog er tidløse og elegante.
Marianne Schneider bor i Kolding og er uddannet på Kunsthåndværkerskolen i Kolding.
Marianne Schneiders kunstneriske praksis omfatter fortrinsvis maleri, tegning med blyant, pen og tusch og grafik. Det æstetiske udtryk er meget fremhævende, men hun har ikke en bestemt stil eller noget program, men holder så mange udtryksmuligheder som muligt åbne.
Marianne nævner selv Christoph Ruckhäberles formsprog som en af hendes inspiratorer.
Elisabeth Wegger er fra Viby og har gået på Aarhus Kunstakademi.
Farver er den røde tråd i hendes liv. Elisabeth Wegger udtrykker det således: Jeg er optaget af mønstre, mellemrum, rytmer, grid – og ikke mindst farver, deres udstrækning, deres sanselighed, ja det farver gør for hinanden.
Jeg står i gæld til mine forgængere: modernisterne; de geometrisk abstrakte og unge hippe malere, der kombinerer løst maleri med det stramme. Og i gæld til de personer, hvis håndarbejde jeg bygger videre på. Et arbejde, der er lagt flid og måske hjertevarme i. De har haft deres tid, og jeg må gøre mit yderste i respekt for den anden.
Så der er lagt op til en spændende udstilling med mange forskellige udtryksformer. Det er Mississippis 2. sidste udstilling i år.