Udstillingen K5 2017 på Mississippi
Fredag den 4. august er der fernisering kl. 16.00-18.00. Udstillingen kører frem til søndag den 3. september. I hele udstillingsperioden er der åbent fredag, lørdag og søndag kl. 13.30-17.00. På ferniseringsdagen åbnes der kl. 13.30.
Udstilling K5 ligger op til lidt af hvert. Der bliver mulighed for at se foto, billedkunst og skulpturer fremstillet af overskudsmaterialer. Kunstnerne kommer fra Canada, Aalborg, Kolding og Aulum.
Fotoudstillingen forsøger at sætte spørgsmål ved vor kropskultur. Der vil være non-figurativ billedkunst i et stramt udtryk. Akvareller som observationer af naturen i et forenklet billedsprog. Og arbejder med fortællinger i olie, oliekrit og overskudsmaterialer.
Til fotoudstillingen Puzzle
er alle værkerne lavet af den fransk/canadiske kunstner Didier Bonaventure.
The beautiful is naked, the naked is beautiful!
”Le beau est nu, le nu est beau!” Hvorfor er vores kropskultur gennemsyret af et stereotypt og begrænsende kvindeideal?
Med Puzzle ønsker man at nuancere blikket ved at vise mangfoldigheden af kroppe og de forskellige historier, vores kroppe fortæller: om ungdom, om at ældes, om spor, bevægelighed, sensualitet og sanselighed.
Marianne Rying
arbejder udelukkende i et konkret abstrakt formsprog. Det vil sige, at hendes malerier for det første er helt ikke-figurative, for det andet er de domineret af geometriske former og et disciplineret, stram udstryk.
Det, at de ikke forestiller noget, betyder imidlertid ikke, at der ikke sker noget i hendes billeder. For det gør der. Til overflod.
Når man ser på Marianne Ryings billeder opdager man straks, hvor forskellige de er. Billederne indeholder meget forskellige rytmer, energi og dynamik.
Fritze Lundstrøms
observationer af naturen er i hendes billeder reduceret til et forenklet billedsprog af former, farver og flader, der bevæger sig mellem figuration og abstraktion. Billederne fremstår som et koncentrat af Fritze Lundstrøms oplevede – en fortætning af stemninger og følelser. Akvarellerne ligner ikke fotografier, men har nok interessen for lys til fælles med fotografiet, men ikke forholdet til tid, rum og synsvinkel. De nærværende akvareller er, udover at være på flader, udkast til andre former for opfattelse af tid og rum, som forhåbentligt får sandheden til at komme nærmere.
Agnethe Clemmensen
Arbejder med fortællinger i olie og overskudsmaterialer.
Agnethe Clemmensen siger: -Der er noget særligt ved oliens tilbøjelighed til at blande sig i dybden; den påvirker farven i overfladen, medens den holder grundigt fast i de underliggende toner. Og samtidig er der de rum, mellemrum og sprækker, som figurer og linjer danner med hinanden.
Fotos fra aviser og nettet i nye fortolkninger, hurtige skitser af og på hvad som helst, tidligere mislykkede forsøg, familiealbummet, stemninger forsøgt fastholdt af mobiltelefonens kamera, og underlige materialer, som kalder på min fantasi. Materiale, alle steder fra, dukker op i nye blandinger på lærredet eller papiret og som sære rumlige gespenster
Jeg vil, at materialer og metoder skal muliggøre fortællinger. Fortællinger som kan handle om mennesker, steder, vilkår og drømme.
Jeg er aldrig holdt op med at tegne, forme og male og er på den måde autodidakt, hvilket ud over malerier bliver omsat i oliepasteller, collager og byggede ting. Mine tingester er ofte sammensat af både skrammel, naturmaterialer og gamle brugsgenstande.
Hele udstillerlisten er:
Fotoudstilling Puzzle ved Didier Bonaventure; Canada
Marianne Rying, Aalborg
Fritze Lundstrøm, Kolding
Agnethe Clemmensen, Aulum
Ud over de udstillende kunstnere vil der stadig være muligt for at deltage i demonstrationen mod Donald Trump. Og man har også mulighed for at sætte sit eget kreative præg i rummet ”Sæt dit aftryk”.