Ny udstilling på Mississippi med stor skulpturel udstilling
04-04-2018 12:00

Ny udstilling på Mississippi med stor skulpturel udstilling

Lørdag den 6. april er der fernisering kl. 14.00-17.00. Udstillingen kører frem til søndag den 7. maj. I hele udstillingsperioden er der åben fredag, lørdag og søndag, samt helligdage kl. 13.30-17.00.

Efter en fin start på årets kunstudstilling på Mississippi og efter en veloverstået påskeudstilling, kan man allerede melde klar med næste udstilling - forårsudstillingen, hvor der bl.a. bliver en stor skulpturel udstilling af værker af Jeppe Flummer, Århus.

Jeppe Flummers

arbejde med skulpturen, skal dels ses som den klassisk, modernistiske tradition nemlig den retning, hvor det er målet gennem det æstetisk udtryk at nå en erkendelse af fundamentale eksistensbetingelser, dels som et forsøg på at gå videre ad den vej som bl.a. Kandinsky lægger grunden til i det abstrakte, - at udforske formens egne lovmæssigheder.

Derudover kommer der fire billedkunstnere med hver deres indgang til at give publikum en kunstoplevelse.

Vibeke Jensen kommer fra Holbæk.

Rum er et gennemgående motiv i hendes malerier. Rummene er mennesketomme, men man kan ofte fornemme, at de lige er blevet forladt. Mennesker sætter spor og ofte ulmer der noget i krogene. Det kan være hendes egne sindsstemninger hun har maler ud i billedet, eller det kan være den stemning i et rum, der bærer præg af, at mennesker har brugt og levet i det.

 

Eugenia Olesen 
bor i Ringkøbing, men stammer fra Ukraine, og har gået på kunstakademi i Kiev.

For Eugenia Olesen er malearbejdet en meditativ proces for at udtrykke hendes følelser, tanker, øjeblikke og passion for farver og mønstre. ”Det er min personlige opfattelse af virkeligheden” fortæller Eugenia Olesen.

Moderne abstrakt kunst har ingen grænser, og det giver hende mulighed for at skabe surrealistiske og visuelle objekter, som ikke eksisterer i den virkelige verden. Hun kan godt lide, når mennesker ser på hendes malerier og forsøger at finde ud, hvad det er de ser.

 

Hans Clausen
debuterede som maler på Kunstnernes Påskeudstilling i Aarhus 1977.

Hans Clausen har en fortid på Thyholm, da han først i 60’erne var sydslesvisk feriedreng i Oddesund som 12-årig.

Han grundlagde eget atelier i Skørring gl. Skole i landsbyen Skørring ved Hornslet på Djursland i 1980.

Hans Clausen søger at virkeliggøre et maleri, der, uafhængigt af tidernes skiftende genrer, smag og motiver, bevarer sin egen klarhed og styrke.

På denne udstilling har Hans Clausen valgt at udstille ene portrætmalerier af personer, som han har mødt.

 

Myrna Wøhlk Wilbæk
er kolorist i ordets egentlige betydning. Hun opererer i et broget og omskifteligt univers af udtryk – altid med et vågent øje for den iboende kraft, farven besidder, når den tilføres lærred eller papir.

At navigere og eksperimentere – og samtidig at kunne kontrollere den præcise mængde af farve, der forstærker og samtidigt balancerer billedets historie, er en linedans, som Myrna Wøhlk Wilbæk til fulde bestrider.

Kort sagt fem spændende kunstnere, så der bliver også på denne udstilling, mulighed for begejstring og undren, da det endnu en gang er lykkedes for Mississippi at finde inspirerende kunstnere, der hver har sin måde at udtrykke sig på.