|
Hammershøi på Mississippi
Så har Mississippi udskiftet den digitale kunstudstilling fra Statens Museum for Kunst.
P. S. Krøyer er blevet udskiftet med Vilhelm Hammershøi. Udstillingen består af 21 udvalgte billeder, der alle befinder sig i Statens Museum for Kunsts arkiver.
Vilhelm Hammershøi født 15. maj 1864 København, død 13. februar 1916 sammesteds, var en dansk maler, søn af Frederikke (f. Rentzmann) og grosserer Christian Hammershøi, storebror til maleren Svend Hammershøi.
Hammershøis afdæmpede stil fandt ikke enstemmig anerkendelse i begyndelsen. Hans stil dannede ikke skole, men fik nogle dedikerede følgere i broderen Svend Hammershøi, svigerbror Peder Ilsted og vennen Carl Holsøe. Men i kraft af en generel interesse for at udvide kanon med mindre velbeskrevne kunstnerne og ikke-centraleuropæiske lande, som slog igennem i løbet af 1980’erne, indgår Hammershøi i de fleste skildringer af den danske og internationale, vestlige kunst fra tiden omkring 1900.
Hammershøi udviste meget tidligt et stort kunstnerisk talent, og han fik tegneundervisning allerede fra han var 8 år gammel hos Niels Christian Kierkegaard. Han studerede under Frederik Rohde, Vilhelm Kyhn, Carl F. Andersen og Holger Grønvold. Han blev uddannet ved Det Kongelige Danske Kunstakademi i København under Frederik Vermehren mellem 1879 og 1884, men fulgte med større interesse P. S. Krøyers klasse på den uafhængige institution Kunstnernes Frie Studieskole.
Hammershøi debuterede som kunstner med et portræt af sin søster Anna Hammershøi i 1885 (Den Hirschsprungske Samling, København), men hans maleri blev afvist fra konkurrencen om Neuhausens præmie. Endnu en afvisning af et portræt i 1888 bidrog til, at de første skridt blev taget af kunstnerens nærmeste kolleger til dannelsen af Den Frie Udstilling, i protest imod den officielle smag og institutionalisering af kunsten. Samme år var han på sin første rejse – turen gik til Berlin og Dresden. Igennem hele sit liv var han en flittig rejsende til mange destinationer i Europa. Han malede især portrætter, bygninger, landskaber og interiører. Det er især på baggrund af interiørerne, at Hammershøi generelt karakteriseres som ”de stille stuers maler”.
I juni 1890 blev han forlovet med Peter Ilsteds søster Ida Ilsted, og de giftede sig året efter i september 1891. Ida blev hovedperson i Hammershøis liv og kunst, og hun var model til utallige af hans billeder - ofte portrætteret bagfra, så man ser nakken lyse op i det ellers dæmpede lys. Stuerne i parrets boliger, særligt i lejligheden i Strandgade 30, dannede ofte ramme om Hammerhøis maleri. I et interview fra 1907 udtalte han: ”Jeg har altid syntes, der var sådan en Skønhed over sådan en Stue, selv om der ikke var nogen Mennesker i den, måske netop, når der ingen var.”
Det er karakteristisk for hans stil, at den ikke forandrer sig fra hans unge år og fremover. Hans farvebrug er yderst tilbageholdende, med en omhyggelig graduering fra mørke mod lys, hvor formerne arbejdes frem fra det flimrende mod det mere faste, på samme måde som man kan se hos Impressionisterne. Men modsat deres værker, antydes undertiden symbolske dimensioner i værkerne. Men det generelle fravær af en klar
pointe eller en forklarende sammenhæng giver anledning til, at man som betragter kan få plads og drømme sig ind i hans univers.
Hammershøi modtog efterhånden både national og international anerkendelse. Særlig betydning fik støtten fra tandlægen, fagbogsforfatteren og mæcenen Alfred Bramsen, der købte mange af hans værker og promoverede hans kunst.
Hammershøis evne til at kombinere en stram komposition i stærkt selektive, rensede og hårdt arrangerede kompositioner, malet op som var de helt tilfældige og sandsynlige, på samme måde som et fotografi kan synes at være det, var atypisk for kunsten i Vesten i 1880’erne, som ofte var langt mere udadvendt og tydelig i sine symbolske eller politiske ambitioner.