Årets sidste udstilling på Mississippi
10-10-2019 13:00


Årets sidste udstilling på Mississippi

Lørdag den 12. oktober har Mississippi fernisering kl. 14.00-17.00 på årets sidste udstilling. Udstillingen kører frem til søndag den 11. november. I hele udstillingsperioden er der åbent fredag, lørdag og søndag kl. 13.30-17.00. På ferniseringsdagen åbnes der kl. 13.30.

Mississippi næste udstilling er nr. 35. Man har på de 35 udstillinger præsenteret 236 kunstnere, samt afviklet 4 censurerede udstillinger med deltagelse af 183 kunstnere. Så der har været i alt 419 kunstnere omkring Mississippi på de fem år.

Mississippi har til den sidste udstilling i år fundet fem meget spændende og forskellige kunstnere, samt lavet en egen udstilling på julemærker.

De fem kunstnere er - Inger Holst Sørensen, tekstilkunst, Torben Klostergaard, skulptur, Lars Vestergaard Nielsen, billedkunst, Susan Hornemann, billedkunst og keramik og Trine Ubbe Rasmussen, skulptur
 

Tekstilkunstner

Inger Holst Sørensen skaber vævede værker til væg. Enkle i komposition, afstemte farver og kvalitetsmaterialer - udført med præcision og tålmodighed. I kontrast hertil kan man finde andre tekstile objekter, både 3-dimensionelle og skulpturelle, der er komplekse og i nogle øjne provokerende i et sandt bombardement af materialer, farver og formater. Her spiller kunsthåndværkeren efter egne regler. Denne begejstring og dette mod til at eksperimentere gør, at Inger skiller sig ud og har et bredt publikum. Nogle holder af hendes klassiske værker - andre foretrækker de vilde og vovede.
 


Klart humoristisk

Tilsyneladende trives Lars Vestergaard i en placering uden for kategori. Der ses en stor variation i motiverne, men hvis man studerer værkerne, vil man ikke desto mindre kunne genkende de fingeraftryk, der afsættes i værkerne, og dermed sniger der sig alligevel en fællesnævner ind i stilen. Denne stil flirter med surrealismen, den er klart humoristisk og er tilsat en fingerspids figurisme. Med den opskrift komponerer Lars Vestergaard målrettet sine værker, et ad gangen.
 


Anderledes med dyrene

Torben Klostergaard indrømmer selv at have en svaghed for personer, der konstant er i skudlinjen i vores helsedyrkende samfund.

Helt anderledes er det med dyrene. De lever, som de altid har gjort, tro mod deres natur og deres instinkter. Det kan være høns, snegle, bjørne, hunde og geder, men det er fuglene, der først og fremmest vækker Torben Klostergaards beundring. Og typisk for ham er det ofte de mere oversete, ja, endda foragtede fugle, han skildrer i bronze. Som skarv og kragefuglene. Skaderne, allikerne, kragerne, ravnene og rågerne, der altid har varslet død og ulykke, set ned på som snu ådselædere. I virkeligheden er kragefugle nogle af dyreverdenens mest intelligente skabninger, og deres overlevelsesevne er beundringsværdig. Torben Klostergaard formår virkelig at fange disse fugles væsen med de kraftige kroppe og solide næb.
 


Biledkunst og keramik

Mangfoldigheden i naturen giver Susan Hornemann stof til eftertanke og inspiration.

Skovens vildnis med ældgamle træer, som nægter at give op – farverne – lyset og de dunkle skygger - bl.a. her lader Susan fantasien og sanserne få frit løb og forsøger at omsætte det i hendes oliemalerier. Mennesker og andre væsener sniger sig ind i flere af hendes værker.

Susan Hornemanns stentøjsfigurer er inspireret af rejser til de små Stillehavsøer, Vanuatu og Solomon Islands, hvor en del af befolkningens gamle kultur stadig kan opleves. Disse kunstværker er udført i naturmaterialer som træ, fjer, rav og flint og vidner om både noget eksotisk og dansk.


Totemobjekter

Efter nogle års i Paris’ teaterbranche fik Trine Ubbe Rasmussen lysten til at se dybere på tingene, føle på livet. Idéen til kunstværkerne kom gennem en længere rejse.

Inspireret af disse menneskelige nuancer og vores farverige kulturmønster, begyndte fire års udvikling af tekniker for at opnå min udtryksform - totemobjekter.

Disse kunstværker sammensmelter livsopfattelse, familiehistorie, vævning, form og materialer.

Sammenhængen mellem mennesker er hendes inspirationskilde. Idéen er, at hver stribe af materiale repræsenterer en person, vi forbindes som tråde, og vores liv væver sig. Denne tanke er grundlaget for alle totemobjekterne. Et kunstværk kan bestå af et eller flere totemobjekter.

Trine Ubbe Rasmussen skaber alle dele selv, indsamler tekstiler med ”historie”, disse genbrugstekstilstrimler væves og påføres paneler på op til 2,50 m høje.

Gennemsigtighed og farver opnås ved lag på lag teknik af oliefarver og akryl, en metafor for de lag livet læger på os. Alle keramiske dele skaber hun løbende med værkets opståen.