KLIP - RUM - PAPIR
18-05-2021 22:00

Ekstra udstilling:

KLIP - RUM - PAPIR

I forbindelse med Mississippis Censurerede kunstudstilling vil der i samme periode være en ekstra udstilling, der hedder ”KLIP - RUM – PAPIR”.

Kunstnerne til denne udstilling er Laura Mazanti og Anne Riis Bovbjerg, der begge bor på Mors. De arbejder begge med papir på hver deres måde.

På grund af corona har vi valgt at holde særskilt fernisering for denne udstilling lørdag den 22. maj kl. 14.00. Denne udstilling kan ses samtidig med den censurerede udstilling.

Foldemaskine

Laura Mazanti

Laura Mazanti fortæller, at sandheden er, at mit arbejde opstår af kedsomhed.

Når jeg sidder i mørket om vinteren, opvasken er taget, gulvet er fejet, det er for koldt at være ude, jeg glemte at låne en ny bog på biblioteket og egentlig er jeg også træt– hvad så?

Ja så sidder man dér, og nærmest tilfældigt lander et stykke papir mellem éns hænder. Enhver har vel sine egne særheder. Min er her: At sidde med et stykke papir, folde det én gang, og således forvandle papirets to dimensioner til tre dimensioner. Det er magisk. Det er en evig tryllekunst. Alt hvad jeg laver, er en gentagelse af den ene bevægelse.

Hendes udstillings hovedindhold er en række foldemaskiner i papir. Udgangspunktet er to kvadratiske stykker karton, hver 10x 10 cm, indfarvet på begge sider og klæbet sammen i hjørnerne. Under visse forudsætninger giver det en geometrisk figur, som kan foldes i en evig bevægelse. Formen med de kantede indskæringer opstår som resultat af selve foldningen: Undervejs må noget af papiret bortskæres for at løse konflikter. Egentlig er de umulige at udstille – de har hver otte forskellige forsider, og kommer først til deres ret i bevægelsen. Liggende i en vitrine ser man hver gang kun én af de mulige former. Set på denne måde, i stilstand, drømmer jeg at de er kæmpestore klumper. Det er derfor de har to navne. Tænk at bygge et hus, som ser sådan ud…

 

Anne Riis Bovbjerg

I Anne Riis Bovbjergs kunstneriske praksis tager hun afsæt i den konkrete og abstrakte billedkunsttradition med fokus på form og farve. Med det afsæt skaber hun værker, hvor hun dog fastholder et element af den ydre virkelighed i værkerne. Hun forholder sig malerisk til sine værker, men hun maler dem ikke. I stedet for at dyppe penslen i farve, arbejder hun i farvet papir. Med foto hun selv har taget og bearbejdet som forlæg, klipper hun små stykker af papir, som hun skaber sine værker med.

I værkerne på denne udstilling er det abstraktioner over rum. bl.a. med de rum, der kan opstå, når ude og inde spejler sig i en rude. Disse komplekse, diffuse og flygtige billeder fastholdes i værkerne. Det er billeder af rum, der på én gang er hjemlige og fremmede. Indimellem kan vi finde hvile ved noget genkendeligt for herefter at blive forstyrret af abstrakte og uidentificerbare former og små unøjagtigheder. Farvepaletten er nedtonet, og farvefelterne er klart afgrænset fra hinanden. Der er små forskydninger og unøjagtigheder med papiret, så rummet fremstår fragmenteret og komplekst.

Anne Riis Bovbjergs værker er mennesketomme, og ethvert spor efter eller reference til menneskefiguren er fjernet. Der er dog en stemning af eksistens og levet liv til stede i værkerne. Det er som om mennesket kun er væk for en stund.

Udstillingen med de to papirkunstnere kan ses fra 16. maj og frem til 13. juni hver torsdag, fredag, lørdag og søndag kl. 13.30-17.00 på Mississippi på Thyholm